Debat: Hvis vi unge ikke engagerer sig i politik – hvem gør så?

Debat: Hvis vi unge ikke engagerer sig i politik – hvem gør så?
DSU-formand Kajsa Beck. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Kajsa Beck, afdelingsformand DSU Sønderborg, skriver:

’Jeg tror bare ikke, jeg ved nok om politik til at melde mig ind i en politisk ungdomsorganisation’.

Dét er det svar, der oftest møder mig, når jeg spørger mine jævnaldrende, om de ikke skal melde sig ind i en politisk ungdomsorganisation. Det synes jeg er vildt ærgerligt!

Jeg tror, det kommer sig af, at der ofte er en opfattelse af, at hvis man ønsker at være en del af en politisk ungdomsorganisation, skal man vide alt om politik og kunne Grundloven udenad. Det er bestemt ikke tilfældet!

Jeg synes, det er en ærgerlig opfattelse, fordi jeg er sikker på, at alle unge vil have gavn af at være medlem af en politisk ungdomsorganisation! Det er både lærerigt, fællesskabsdannende og giver mulighed for at skabe forandring i vores samfund!

Jeg valgte at engagere mig i DSU, fordi jeg oplevede, at mange af de holdninger og værdier, som andre politisk engagerede unge stod for, stod i skarp kontrast til mine egne.

Jeg ønskede at arbejde aktivt for et mere solidarisk og retfærdigt samfund – og i DSU fandt jeg et fællesskab, der deler de værdier.

Da jeg meldte mig ind, var jeg ikke ekspert i politik – og det er jeg stadig ikke!

Men jeg fandt et rum, hvor der var plads til min stemme, og hvor jeg kunne lære.

Og jo mere jeg lærte, jo mere fandt jeg også ud af, hvor meget jeg faktisk har at mene noget om.

Jeg fandt hurtigt ud af, at mange politikere faktisk kigger i de unges retning, når der skal udformes ny politik – fordi de går op i, hvad vi synes er vigtigt.

Det, de til gengæld ikke hænger sig i, er vores alder, baggrund eller uddannelse. Det, der betyder noget, er, at vi tør sige, hvad vi mener, og viser, at vi engagerer os i samfundet.

Hvis ikke vi unge engagerer os, hvem gør så?

Skal beslutningerne om vores uddannelser, klima og trivsel kun tages af folk, der ikke selv skal leve med konsekvenserne i årtier?

Når vi vælger at tage del i demokratiet, viser vi, at det stadig virker. At det ikke bare er noget, der foregår i Folketinget eller hvert fjerde år, men noget vi alle kan tage del i, hver dag.

Hvis vi virkelig mener, at unge er fremtiden, så skal vi også turde tage plads i nutiden. For jo tidligere vi begynder at tage stilling, jo stærkere står vores demokrati.

Derfor lyder min opfordring til alle unge: Meld dig ind i en politisk ungdomsorganisation! Jeg er sikker på, at du får noget ud af det – det er ikke for særligt indviede.

Læs også...  Debat: SONFORs bestyrelsesformand skal ikke være en politiker

GÅET GLIP AF .. ?