Byrådskandidat Timm Bøttger, SF, skriver:
Hvert år bruger Sønderborg Kommune millioner af skattekroner på indkøb hos private virksomheder. Det er nødvendigt – men det er også vores ansvar at sikre, at pengene ikke havner i skattely. Virksomheder, der bevidst undgår at betale skat, undergraver det fællesskab, som netop de offentlige budgetter skal sikre.
Flere danske kommuner – herunder Aarhus, København og Aalborg – har allerede underskrevet Oxfam Danmarks charter og forpligtet sig til at være skattelyfri. Det betyder, at de stiller krav til leverandører om gennemsigtighed og ansvarlig skatteadfærd. Sønderborg har endnu ikke gjort det samme.
Det vil jeg ændre på. Hvis jeg bliver stemt ind i Byrådet, vil jeg arbejde for, at Sønderborg Kommune skriver under på charteret og bliver en del af bevægelsen for fair skat.
Vi skal bruge vores indkøbsmagt til at fremme gennemsigtighed og retfærdighed – ikke til at støtte selskaber, der sender penge i skattely, mens vi andre betaler prisen.
For mig handler det ikke kun om økonomi, men om værdier. Om at stå vagt om fællesskabet og tage ansvar som kommune. Vi skal gå forrest – og jeg er klar til at kæmpe for det.



