Byrådsmedlem Erik Krogh, Venstre, skriver:
Broager, som er Sønderborg Kommunes fjerde-største by, kæmper for boligtilbud. I foregående byrådsperioder er der ikke tænkt på boligudvikling i Broager. I den nuværende byrådsråds-periode er der dog kommet arealer med i Kommuneplanen og det skyldes, at lokale politikere herunder Venstre i Broager, har presset på. Nu er der mulighed for, at der kan ske boligbyggeri i Broager. Der er udlagt områder i Broager Øst, hvor det kommende boligområde kan blive er realitet.
I det kommende byråd vil jeg arbejde hårdt for, at der sættes penge af i det kommunale budget, som skal være med til at finansiere udstykning i Broager Øst.
Vi kan ikke kun overlade det til private investorer at løfte boligudviklingen i Broager. Vi har nogle private bygherrer, som er i gang, men de kan ikke løfte opgaven alene i forhold til den store efterspørgsel, der er på alle boligtyper.
Broager er klar til flere boliger, vi har en god infrastruktur til de nye boliger i Broager Øst, vi har skoler og institutioner samt indkøbsmuligheder, der ligger i gåafstand. Der er et velfungerende og bredt forankret forenings- og kulturliv og så er Broagerland omkranset og af vand og skøn natur.
Broager er centralt beliggende i forhold til mange arbejdspladser og så er der faktisk kortere fra Broager Øst ind til Sønderborg bymidte som der er fra udkanten af Vollerup – måske lidt tankevækkende.
Det er på tide, at Broager får den opmærksomhed, byen fortjener. Vi er klar til at vokse – nu mangler vi bare viljen til at gøre det muligt.



