Debat: Lad os få gjort noget ved trafikstøjen – det er faktisk ikke så svært

Debat: Lad os få gjort noget ved trafikstøjen – det er faktisk ikke så svært
Byrådskandidat Jes Schwartz-Hansen. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Byrådskandidat Jes Schwartz-Hansen, Socialdemokratiet, skriver:

Sønderborg er heldigvis ikke fyldt med boliger, der er decideret støjplagede. Men der findes områder – især langs motorvejen og omfartsvejen, Rute 8, hvor støjen ligger over de 53 dB, som WHO vurderer som sundhedsskadeligt.

Og selv dér, hvor støjen ikke er direkte skadelig, kan den være stærkt generende. De fleste af os vil hellere høre fuglefløjt end trafik.

Som tilflytter for snart ni år siden er jeg blevet overrasket over, hvor mange steder i byen trafikstøjen fylder. Blandt andet i Sundsmark tæt ved Søndre Landevej og Borgmester Andersens Vej, hvor vi selv bor. Og listen fortsætter: Løkken, Alsgade, Augustenborg Landevej, Arnkilgade, Vestermark, Grundtvigs Allé, og Dybbølgade, Aabenraavej – der er sikkert flere eksempler.

Kan vi gøre noget ved det? Ja – og det er faktisk ret enkelt.

Sænk hastigheden dér, hvor støjen rammer boliger

Hastighedsnedsættelse er det mest effektive og billigste værktøj. En reduktion på 10–20 km/t giver mærkbar mindre støj – uden at koste andet end nye skilte. Derfor bør vi sænke hastigheden på den bynære del af Søndre Landevej og på hele den 70 km/t-strækning af Borgmester Andersens Vej. Det kræver samarbejde mellem kommune og politi, men det er absolut muligt.

Brug støjsvag asfalt dér, hvor det giver mening

Støjsvag asfalt koster lidt ekstra, men effekten er tydelig – især når den kombineres med lavere hastighed.

Tænk større på omfartsvejen, Rute 8

Omfartsvejen er en statsvej, så kommunen kan ikke løse det alene. Men der findes innovative løsninger – f.eks. delvis overdækning med solceller. Det testes allerede flere steder i Europa, og beregninger viser, at elproduktionen kan finansiere en stor del af anlægget.

Hvor meget hjælper det?

Overdækning fjerner stort set al støj.
Men selv de mindre og helt enkle tiltag – hastighedsnedsættelse + støjsvag asfalt – giver typisk 3–5 dB mindre støj. Det opleves som en tydelig til markant forbedring. Til sammenligning kræver en “halvering” af den oplevede støj ca. 10 dB.

Min pointe er enkel:
Lad os få undersøgt mulighederne – og så komme i gang. Stilhed og lavere støj betyder meget for vores bymiljø, huspriser, sundhed og trivsel. Også dér, hvor støjen ikke er “alvorlig nok” til at blive kategoriseret som støjbelastning.

Læs også...  Debat: En tidlig indsats skaber fremtidens trivsel

GÅET GLIP AF .. ?