Marius Vestergaard, tidligere frivillig og kommunikationsansvarlig i FC Sønderborg, skriver:
Mit indlæg er udelukkende et personligt forsøg på at bidrage med nuancer til debatten om kunstbanen på Sønderborg Stadion– skrevet uden tilknytning til hverken FC Sønderborg, øvrige brugere, naboer eller Sønderborg Kommune.
Jeg har dog fulgt sagen tæt helt fra etableringen af kunstgræsbanen gennem mine mange år i FC Sønderborg og ønsker med dette læserbrev blot at dele mine egne tanker og perspektiver på debatten.
Kunstgræsbanen ved Sønderborg Stadion har de seneste måneder skabt stor debat. Og det er egentlig forståeligt nok. For sagen handler både om naboers hverdag, unges fritidsliv, foreningskultur og byens fremtidige udvikling.
Der skal være respekt for de naboer, som oplever gener ved aktivitet, lys og støj tæt på deres hjem. Det er helt legitimt, og jeg tror ikke, der findes ret mange i foreningslivet, som ikke ønsker at finde løsninger, der tager hensyn til dem, der bor omkring stadion.
Men jeg synes samtidig også, at det er vigtigt, at debatten bliver nuanceret.
For kunstgræsbanen handler ikke kun om fodbold.
Den handler om fællesskab.
Om sundhed.
Om trivsel.
Om unge mennesker, der vælger træningsbanen frem for sofaen.
Om frivillige voksne, der bruger tusindvis af timer på at skabe gode miljøer for børn og unge.
Og om talenter, der drømmer om at udvikle sig – men som først og fremmest har brug for et sted at høre til.
I en tid hvor vi taler mere og mere om mistrivsel blandt børn og unge, burde vi passe ekstra godt på de fællesskaber, der faktisk virker.
Kunstgræsbanen ved Sønderborg Stadion er netop en af de faciliteter, der gør det muligt at holde gang i idrætten året rundt. Den bliver brugt af breddeidræt, ungdomshold, skoleelever og motionister. Uden banen mister mange unge et vigtigt samlingssted – især i vinterhalvåret.
DBU Jylland har også peget på problematikken og understreget, at lyden fra børn og unge, der dyrker sport, ikke bør sidestilles med industristøj. De kalder det “lyden af fællesskab”.
FC Sønderborg er samtidig ikke bare én klub. Det er en overbygning bestående af flere lokale moderklubber fra hele området, som gennem mange år har arbejdet for at samle talentudvikling, træning, kampe og fællesskab ét sted. Netop sammenholdet og miljøet omkring stadion betyder meget for både spillere, familier, frivillige og klubberne bag samarbejdet.
Jeg forstår godt bekymringen omkring aktivitetsniveauet på banen. Det er højere end tidligere. Men det skyldes jo også, at behovet er blevet større. Flere børn og unge dyrker idræt året rundt, og kunstgræsbanen gør det muligt at holde aktiviteter i gang i perioder, hvor almindelige græsbaner ikke kan bruges.
Samtidig synes jeg, det er vigtigt, at vi er helt præcise omkring de ofte nævnte 3500 timers brug af banen.
3500 timer svarer til, at banen skulle være i brug cirka 9,5 timer hver eneste dag året rundt.
Men når man ser på de konkrete begrænsninger, som har været foreslået for den organiserede brug af banen, så tegner der sig efter min opfattelse et noget andet billede.
Forslagene har blandt andet været:
at banen er helt lukket i skolernes sommerferie
at banen kun må bruges mellem kl. 10-16 lørdag og søndag
at banen i perioden 1. maj til 30. september som udgangspunkt lukker kl. 18 på hverdage
at der kun to hverdage om ugen i sommerperioden må trænes til kl. 21
at der ikke må afvikles hverdagskampe i perioden 1. maj til 30. september
samt begrænsninger på arrangementer med musik og højtalere
Når man regner den organiserede brug sammen inden for de rammer, så ligger brugen efter min forståelse nærmere omkring 1900 timer årligt og altså ikke de ofte nævnte 3500 timer.
Samtidig er det også værd at bemærke, at naboerne selv har peget på, at brugen af banen fra kl. 8-15, hvor Statsskolen og andre benytter den, ikke opleves som den store udfordring.
Derfor tror jeg også, det er vigtigt at skelne mellem den samlede teoretiske åbningstid på banen og den faktiske organiserede foreningsaktivitet.
For det giver et mere retvisende billede af situationen.
Det ændrer ikke på, at naboernes oplevelse skal tages alvorligt. Det skal den selvfølgelig.
Men jeg synes samtidig også, det viser, at der faktisk har været arbejdet med løsninger og begrænsninger, hvor der bliver taget betydelige hensyn til naboerne, samtidig med at børn og unge fortsat kan have et aktivt miljø på stadion.
Det er heller ikke sådan, at Sønderborg er det eneste sted i Danmark, hvor man har haft udfordringer omkring kunstgræsbaner og støj. Lignende debatter har været ført mange andre steder i landet, og flere kommuner har arbejdet med løsninger omkring brugstider, støjafskærmning, begrænsning af højttalere og tydelige driftsvilkår for organiseret brug.
Det centrale i Sønderborg ser efter min opfattelse heller ikke ud til at være selve eksistensen af banen, men snarere at der gennem tiden har manglet den nødvendige myndighedsbehandling og de rette godkendelser i forhold til støj og brug.
Det bør selvfølgelig bringes i orden.
Men det betyder efter min mening ikke nødvendigvis, at løsningen skal være at fjerne eller lukke et vigtigt ungdoms- og foreningsmiljø.
Tværtimod håber jeg, at man kan finde en lovlig og balanceret løsning, hvor banen fortsat kan bruges under klare rammer og hensyn:
tydelige brugstider
begrænsninger på sene aktiviteter
begrænsning af musik og højtalere
eventuelle støjdæmpende tiltag
samt en tæt og løbende dialog mellem kommune, naboer og brugere af banen
For mig handler det her ikke om, at nogen skal ’vinde’ debatten.
Det handler om at finde en løsning, hvor man både kan tage hensyn til mennesker, der bor tæt på stadion – og samtidig bevare det ungdoms- og foreningsmiljø, som har været en vigtig del af Sønderborg Stadion i generationer.
For stadion er ikke bare et geografisk sted.
Det er et miljø. En kultur. Et fællesskab.
Og selv hvis man på længere sigt ønsker at tænke større eller anderledes omkring fremtidens idrætsfaciliteter, så tager det mange år at planlægge, finansiere og etablere nye løsninger.
I mellemtiden håber jeg derfor oprigtigt, at kommune, naboer og brugere af banen kan fortsætte dialogen og finde løsninger sammen.
For når først et aktivt ungdoms- og foreningsmiljø bliver splittet op og flyttet væk, så er det svært at samle igen.
Og i sidste ende tror jeg faktisk, vi ønsker det samme:
At Sønderborg fortsat skal være en by med stærke fællesskaber, aktive unge mennesker og gode muligheder for idrætten – samtidig med at der selvfølgelig vises hensyn til de mennesker, der bor tæt på.
