Byrådsmedlem Jesper Larsen, Socialdemokratiet, skriver:
Forskningen er ikke i tvivl og det er jeg heller ikke; mennesker som er en del af aktive fællesskaber, trives bare bedre. Derfor vil jeg sætte mig i spidsen for at udvikle idrætten og foreningerne og sikre de bedste rammer i Sønderborg Kommune!
Jeg er glad for, at jeg i denne byrådsperiode har fået Get2Sport til Sønderborg Kommune, sikret Sønderborg Talentakademi og opstart af talentklasser på Alssund Skolen, sikret en omfordeling af Sønderborgordningen og været med til at fastholde Åben Skole samarbejdet og puljen til flere børn i foreningslivet. Desuden har vi sikret og øget tilskuddet til Sønderjyske Herrehåndbold Sønderborg og FC. Sønderborg og det er lykkes at blive vært for DGI Landsstævne i 2029 og for DM i badminton tre år i træk. Alt dette er vigtigt og sætter fokus på idrætten og dens betydning for trivsel og fysisk –og mental sundhed.
Knap 30.000 mennesker er medlemmer af en idrætsforening i Sønderborg Kommune og idrætten har generelt gode vilkår. Men skal vi gøre mere for at få flere i foreningerne? Ja det skal vi helt klart og det vil jeg arbejde stenhårdt for de kommende år!
Vi skal sikre og fastholde de positive medlemstal og det skal vi gøre ved at støtte foreningerne og fortsætte med initiativer, som for eksempel Get2Sport og Åben Skole. Det er nemlig initiativer som er ’derude’ hvor børn og unge er. Desuden arbejder de initiativer også med, at få unge engageret som frivillige. Børn og unges trivsel er altafgørende og her spiller idrætten en stor rolle og det gør den også for voksne og for seniorerne. Jeg ser store potentialer i senioridrætten de kommende år, både i forhold til fysisk og mental sundhed. Derfor skal senioridrætten have mere fokus.
Faciliteter er helt afgørende for idrætten og dens udvikling. Derfor skal vi sikre endnu bedre rammer og bedre udendørs og indendørs faciliteter de kommende år. I 2026 kommer vi også til at arbejde med og forholde os til de nye retningslinjer for støj i forbindelse med udendørs idræt. Jeg vil sikre at idrætten fortsat kan dyrkes udendørs også inde i byerne.
Idrætten og foreningerne har det generelt godt i Sønderborg Kommune og der er ret gode støttemuligheder. Samlet set blev der i 2025 fordelt ca. 6,5 millioner kroner direkte til foreningerne i Sønderborg Kommune via støtteordninger og puljer. Dertil kommer lokale -og bane tildelinger. Det er vigtigt at fastholde de her tilskud og få pengene ud og arbejde sammen med initiativer som for eksempel Get2Sport, Åben Skole, Ombold, Sønderborg Talentakademi mfl.
Forleden udkom Danmarks Idræts-Forbunds kommuneundersøgelse som kommer ved hvert kommunalvalg. Sønderborg Kommune indtager en 28. plads på listen over landets kommuner. Det er noget bedre end i 2021 hvor kommunen indtog en 42. plads. Jeg er egentlig ikke så optaget af kommunens placering, men mere på arbejdet med at sikre idrætten endnu bedre rammer.
Fordi vi i Socialdemokratiet tror på, at idræt kan så meget mere!


