Byrådskandidat Thomas Bjørn-Lüthi, Liberal Alliance, skriver:
Trivsel og faglighed er som yin og yang. Fremtidens læringsmiljø i verdensklasse skabes gennem tid, ledelse og fællesskab. Men den politiske diskurs om det “nye børnesyn” har sneget et individfokuseret børnesyn ind ad bagdøren og truer fællesskabet.
Undervisningsministeriets trivselsmåling for 2024/2025 viser en uændret generel trivsel i forhold til 2023/2024 i Sønderborg Kommune. Det betyder, at vores børns trivsel i Sønderborg kommune stadig er lavere end under COVID-19! Tallene viser, at 15 ud af 100 elever ikke synes, at der er ro og orden i skolen, 18 ud af 100 elever mistrives fagligt og 45 ud af 100 elever mener, at de mangler støtte og inspiration i hverdagen.
I Liberal Alliance vil vi arbejde for, at der i den nye Helhedsplan for skoleområdet gives mere plads til, at de voksne, lærerne og ledelsen kan gå forrest. Det er de voksne, der er kulturbærer, rollemodeller samt sætter rammen for, hvordan man er sammen i det forpligtende fællesskab i vores skoler. Børn skal også lære at pligter, medansvar og deltagelse er lige så centralt en del af folkeskolen, som individets rettigheder er.
Den barske virkelighed
Jeg husker tilbage til min tid som nyuddannede lærer i Vollsmose, hvor jeg kom ind i en 3. klasse med 11 nationaliteter, flere divergente elever, elever med særlige behov og elever med en rodet hverdag uden for skolen. Årgangen performede dårligt målt på det faglige niveau på landsplan. Der var meget larm, rod og forstyrrelser i skoledagen.
Ledelse, fællesskab og tydelig retning
Vi besluttede hurtigt i teamet, at skoleskemaets faglige timer ikke skulle være styrende for dagens undervisning. Ledelsen gav os ro til at fokusere på klassen og ikke de politiske bestemte læringsmål. Hver dag arbejdede vi med tydelig klasserumsledelse samt løfte fællesskabet. Men ikke bare ved at sidde ned og tale med den enkelte elev, men ved at danne en genkendelig hverdag for alle, inddrage eleverne i de faglige mål, åbent vise klassekammeraternes styrker og svagheder samt sætte rammen for kulturen i klassefællesskabet. Når klassen var klar til det, tog vi 15 min. faglig undervisning. Vi var til stede for børnene. Efter tre måneder blev det til hele lektioner. Vi fik skabt en forståelse og accept af, at man godt kan have en svær hverdag, men i skolen var vi sammen i denne ramme.
At sætte rammer, er ikke det samme som at opdrage!
Efter forrige debat om det “nye børnesyn” bliver jeg mødt af spørgsmålet; “mener du, at lærerne skal opdrage andre folks børn”?
Det korte svar er nej, men skolen og lærerne skal sætte rammen og styre kulturen for, hvordan man er sammen i skolefællesskabet. Det er deres professionelle ansvar at hjælpe børnene til at forstå, hvordan man er sammen i skolens rammer. Her skaber det “nye børnesyn” en konflikt, hvor lærere og pædagoger ikke kan handle overens med deres professionelle dømmekraft.
Barnets rettigheder står beskrevet som noget helt centralt i Folkeskoleloven. Men det betyder ikke, at børn i skolen har retten til at gøre, som de vil, retten til at behandle andre, som de vil eller retten til at handle i modstrid med fællesskabet. Men husk, børn er børn og børn kan ikke selv vide alt.
Der skal gives mere plads til at de voksne, lærerne og ledelsen går forrest. Det er de voksne, der er kulturbærer, rollemodeller samt sætter rammen for, hvordan man er sammen i det forpligtende fællesskab i vores skoler.
