Lokalhistorisk Arkiv har været en tur i arkiverne og fandt historien om dengang det var rigtigt godt med russiske skibe i danske farvande. Lokalhistorisk Arkiv skriver:
Når der var russiske orlogsfartøjer i danske farvande omkring år 1850, var årsagen den, at zaren i Rusland betragtede Danmark som en værdifuld allieret magt – skønt russerne jo ikke deltog i Treårskrigen 1848-51.
De lande, der havde kyster op til Østersøen, havde en interesse i, at der ikke kom krigsskibe fra fremmede magter ind i Østersøen. Helt tilbage i 1600-tallet havde man haft alliancer og traktater, der sikrede, at farvandet var frit for fremmede orlogsskibe. Danmark/Norge havde aftaler med Holland om, at engelske krigsskibe ikke måtte komme ind i Østersøen. Efter Svenskekrigene i 1658 – freden i Roskilde – blev det fastslået, at de skandinaviske magter skulle påse, at fremmede krigsskibe blev holdt væk.
Senere kom også Rusland med og i år 1800 blev det aftalt, at de skandinaviske lande erklærede sig neutrale sammen med netop russerne. Derfor er det klart, at russerne så med megen mishag på, at Preussen støttede Slesvig-holstenemes oprør mod Danmark. Freden i Østersøen var truet og for helt tydeligt at markere sin holdning lod zaren sine orlogsskibe patruljere i tilslutning til de danske farvande.
Hjalp sårede og syge
Efter slaget ved Isted – den 25. juli 1850 – stillede russerne et stort antal læger fra krigsskibene til rådighed med henblik på pleje og transport af danske sårede og syge soldater. Man må jo huske, at der på ethvert krigsskib af en vis størrelse var mindst én læge.
Fra tidsskriftet ‘Dengang jeg drog afsted – Erindringer fra 1848-50’ er der en beretning om vor store allieredes hjælpsomhed midt under en grusom og blodig krig.
Hans Chr. Jensen fra Odense, ved 5. Reservebataljons 1. Kompagni, fortæller:
Saaret ved Isted – plejet af russerne
’Slaget var allerede begyndt kl. 2; det var endnu mere raskt, thi nu havde vi hele vor styrke og artilleri med. Vi dannede reserven til kl. 7. Der kunne vi rigtig se på slaget, skønt det regnede en tæt støvregn, så vi kunne ikke se langt ud, da al krudtrøg blev stående’.
’Kl. 7,15 kom der ordre til os om at forene os med den af oberst Baggesen førte styrke ved Øvre-Stolk. Nu kan det nok være, at det gik med liv. Fjenden havde næsten omgået vore og tog en del fanger af 5. Bataillon, da Øvre-Stolk ikke havde været rigtig afsøgt. Der blev et forfærdeligt virvar. Oberst Læssøe faldt og lidt senere Schleppegrell. Slaget syntes næsten tabt, og der faldt en umådelig masse. Vi stod omtrent 1 time i en boghvedemark, og kuglerne kom på os fra alle sider, men vi skulle blive stående for, at fjenden ikke skulle omgå Øvre-Stolk, som nu brændte’.
’Men nu tog general de Meza kommandoen, han var kørende ud på valpladsen om morgenen, da han havde været syg.
Han lod alt artilleri, som vi havde, køre op, og nu begyndte en kanonade over hele linien, som var frygtelig. Den kunne tyskerne ikke modstå, og nu begyndte de at vige. Da vi forlod vor plads. hvor vi havde stået, så det ud. som der blev liggende en hel kæde. Det var bare faldne’.
’Nu satte tyskerne sig igen fast ved Isted-Skov; jeg havde en udmærket dækning i en grusgrav, men, da var der tre forvovne tyskere, som kom frem fra skoven, og jeg sagde til min sidemand:
“Vil du se den midterste vende mølle”. og jeg sprang op på grønsværen, tog sigte, og ganske rigtig, han faldt bagover. Men nu glemte jeg mig selv, blev stående for at lade på ny. Skønt jeg kunne have sprunget ned i graven igen, blev jeg stående til skive for de to, og følgen blev, at jeg blev såret gennem håndleddet’.
Blev selv ramt
’Kuglen traf løbet på mit gevær, ellers havde den truffet lige under hjertet, og jeg havde været død. Nu sprang jeg ned i grusgraven og fik mit tornyster af, da jeg havde charpi – fint plukket lærred til sårforbinding – og bind deri. Jeg forbandt da selv min hånd, men før jeg blev færdig dermed, gik tyskerne på os, og vi måtte retirere. Jeg mistede derved mit tornyster, som lå opspændt, så jeg kunne ikke tage det med. Jeg måtte nu se at komme tilbage til doktoren, men han ville ikke røre min hånd, da jeg havde forbunden den bedre, end han kunne ellers havde jeg formodentlig været død af blodtab, sagde han, da pulsåren var overskudt’.
’Medens jeg stod hos doktoren, kom vor major Scharffenberg. Han var såret let oven i hovedet; en kanonkugle havde taget kasketten af ham og lige berørt hovedet, så der var en lille blodig plet. Doktoren lagde en klud med blyvand på, og majoren bandt en knude i hvert hjørne af sit lommetørklæde, som han tog på hovedet’.
”Det var godt, at jeg sad noget foroverbøjet, havde jeg redet oprejst, havde den forbandede kugle taget mit hoved, men nu fik den kun min hue”.
’Da jeg gik bort noget efter, så jeg majoren tage en falden soldats hue, og efter at have vasket blodet af, satte han den på sit hoved og steg til hest igen. Det var en modig mand; om formiddagen var en hest skudt under ham’.
’Jeg kom nu på en vogn og skulle til Flensborg, men da der lå en hårdt såret i vognen, måtte vi køre ganske sagte. Vi var ikke kommet langt, før der kom folk fra Flensborg med spise og drikke til de sårede. Nogle gav os penge og alle roste os for vor tapperhed. Inden vi nåede byen, var den hårdt sårede død.
’Da vi så kom til lazarettet kl. 8 om aftenen, var der ingen plads til os, men der var en grosserer Ditlev Jørgensen, som tilbød at tage imod os. Det var nogle mageløse flinke folk, de lod deres egen doktor hente, og ville gerne have beholdt os, men de måtte ikke. Dagen efter var jeg dog så vel, at jeg kunne sidde op i sengen og skrive et par ord hjem til familien’.
Ombord på russiske krigsskibe
Den 27. juli om aftenen skulle vi føres over til København på de russiske skibe. Russerne var meget omgængelige, men de kunne ikke tale til os, og vi jo heller ikke forstå dem. Officererne og lægerne kunne tale tysk, så vi kunne nok tale med dem, og de spurgte os ud om slaget og roste de danske for deres mageløse tapperhed’.
’De gode moskovitter udviste en hjælpsomhed og omhyggelighed. der ikke noksom kan påskønnes, Lægerne løb uafladeligt og efterså forbindingerne, trak kugler ud af sårene, hvor det kunne gøres, eller uddelte vin og suppe til forfriskning. Skibets mandskab lå om natten på dækket. Deres madrasser og tæpper var overladt til os. Under dækket var hele skibet igennem indrettet til lazaret. Ville én af de sårede lægge sig til hvile på dækket, straks sprang en russer til og stak ham sin kappe under hovedet. En soldat fik lyst til at smage på den russiske suppe og langede derfor efter en ske, som stod i suppebakken; straks sprang en russer til og rakte ham skeen, tog bakken i begge hænder, og satte sig på hug foran ham med den’.
Masser at le over
’Der forefaldt scener mellem russere og danske, som var til at le sig ihjel over. Så snart en soldat bare rejste sig over ende fra sit leje, sprang et par russere til og greb ham én under hver arm, og hvis han med god dansk flegma lod sig føre afsted, ledede eller bar de ham forud til det sted, der var indrettet for mandskabets fornødenhed og det hændte således ofte, at soldaten, når han var anbragt derhenne, stred imod russernes hjælpsomhed, og råbte:
“Nej, nej, nej”, og at de, da igen troede, at det hastede forskrækkeligt og derfor rev af al magt i hans klæder, indtil endelig én eller anden fattede meningen og standsede gerningen’.
Dårlige forhold ombord
’Men det var ellers dårligt, som de lever på de russiske skibe. De får nemlig af de hårde rugbeskøjter, og derpå slår de kogende vand, og det spiser de medskeer som suppe. Der er ellers en mageløs orden og renlighed på skibene, alt er pudset og blankt, og en meget streng disciplin hersker’.
’Vi traf netop ude i Østersøen på én af vore orlogsskibe med admiral Steen-Bille om bord. Han ville ombord hos russerne for at hilse på de sårede, og høre noget om slagets udfald. Der blev sat en båd ud og bemandet med russere. Det så smukt ud, da admiralen steg om bord: hele besætningen af marinesoldater var stillet op ved falderebstrappen og præsenterede gevær. Men da kunne vi rigtignok se, at der var disciplin. Ikke en mand turde vende blot et øje for at se efter ham. De stod med geværet for venstre øje og så ligeud som nogle billedstøtter.
