Byrådskandidat Hans Georg Henningsen, SF, skriver:
Omtrent halvdelen af Sønderborg Kommunes befolkning lever på landet – vi er mange. Jeg har helt bevidst valgt at bo langt væk fra støj og ræs. Jeg opfatter ikke mit liv på landet som kedeligt. Jeg føler mig heller ikke sat på et sidespor eller glemt – måske også fordi jeg har et meget aktivt liv.
I den offentlige debat forekommer landbefolkningen ofte som borgere, der ikke er ’up to date’, og der bliver fokuseret på problemer frem for muligheder. Denne diskussion sætter landlivet og landbefolkningen i et forkert lys.
Mit indtryk er at landbefolkningen generelt oplever en høj livskvalitet. Vi er moderne mennesker, er informerede og engagerede. Vi følger med tiden.
Jeg er lidt stolt over, at landbefolkningen har forstået, at de selv skal være aktive for at skabe liv i deres nærområde. Jeg er lidt stolt over de mange fine ejendomme, som kræver en stor arbejdsindsats, at vedligeholde – det kommer ikke af sig selv.
Jeg er stolt over, at man formår at bevare et fællesskab. Landbefolkningen er godt klar over, at et godt naboskab og fællesskab er til gavn for alle i landsbyerne.
Tak til alle ude på landet for jeres daglige indsats!
Selvfølgelig skal Sønderborg Kommune støtte landsbyerne i fremtiden. Kommunen skal sætte penge af nok til skabe det landsbymiljø, som borgerne ønsker. At bevare landsbyskolerne og børnehaver er den vigtigste ting, fordi det holder børnefamilier i landsbyerne. Når der mangler institutioner til børn og unge eller faciliteter, som idrætsanlæg eller mødelokaler, hvor også de ældre kan afholde aktiviteter, så kan man godt glemme alt om at holde liv i landsbyerne.
Vi – ude på landet – i Sønderborg Kommune, er ikke i nærheden af det, som betegnes som den rådne banan, og det skal vi være stolte af!


