Byrådskandidat Tobias Brus Mikkelsen, Dansk Folkeparti, skriver:
Uddannelse er nøglen til vores børns og bys fremtid. Desværre ligger uddannelsesniveauet i Sønderborg Kommune stadig under landsgennemsnittet. I 2019 havde 19 procent af de 30-34-årige kun grundskolen som højeste uddannelse – mod 15 procent på landsplan – og kun 12 procent havde en lang videregående uddannelse – det nationale gennemsnit er 22 procent. Det bekymrer mig. Vi skal have flere med og løfte ambitionsniveauet – både på erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser.
Først og fremmest skal vores folkeskoler have et løft. Det handler om god undervisning, glade lærere og elever, der trives. Når regeringen taler om at give skolerne mere frihed, skal Sønderborg gå forrest. Vi kan allerede nu inddrage lærere, forældre og elever i at udvikle lokale løsninger – uden at vente på tilladelser ovenfra. Flere voksne i klasserne, mindre bureaukrati og fokus på faglighed er sund fornuft.
Samtidig sker der heldigvis også fremskridt. I 2025 åbner Sundhedscampus Ahlmann i den tidligere Ahlmann-Skole, hvor SOSU-uddannelserne flytter ind. Det er et vigtigt skridt mod at uddanne flere på social- og sundhedsområdet her lokalt – og det viser, at Sønderborg kan skabe resultater, når vi vil. Men vi skal videre. Vi mangler stadig uddannelser som sygeplejerske, lærer og pædagog – uddannelser, der er helt afgørende for vores kommune og velfærd.
Og så skal vi huske de faglærte. Vi har brug for dygtige håndværkere og teknikere, og de skal mærke respekt og opbakning. Jeg vil kæmpe for flere lærepladser i kommunalt regi og et tættere samarbejde med erhvervslivet.
Kort sagt: Uanset om man drømmer om at blive faglært, SOSU, lærer eller akademiker, skal man kunne tage sin uddannelse her i Sønderborg. Det er ikke bare en investering i den enkelte – det er en investering i vores fælles fremtid.

