Hanne Frederiksen, Helgolandsgade, Sønderborg, skriver:
Jeg er ikke-ryger. Jeg har ingen lungesygdom, ingen diagnose og ingen lægeerklæring, jeg kan hive frem, når jeg bliver dårlig af at stå eller sidde i røg.
Og måske er det netop problemet.
Hvis jeg havde en lungesygdom, ville min appel om ikke at blive røget op i ansigtet, mens jeg spiser ude eller står til en open air-koncert, måske være lettere at forstå. Så havde jeg en legitim grund.
Men hvad hvis man bare ikke har lyst til at indånde andres røg?
Jeg skriver ikke det her, fordi jeg ikke forstår rygere. Tværtimod.
For omkring 20 år siden røg jeg selv. Og jeg må indrømme, at ikke-rygerne dengang var min akilleshæl. Jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor de var så utrætteligt optagede af, at vi røg.
For mig var cigaretten nærmest en schweizerkniv. Den kunne trøste mig, når jeg var ked af det, berolige mig, når jeg var vred eller bange – og selvfølgelig være min trofaste makker til kaffe, fest og hygge.
Så jeg forstår godt, at man kan have brug for den. Jeg forstår også irritationen, når nogen siger: ’Kunne du ikke lige lade være’?
Men jeg står et andet sted i dag.
Vi ved langt mere om rygning og passiv rygning, og samfundet har gennem årene flyttet rygningen ud af vores fælles indendørs rum. Det forstår jeg godt. Men det betyder også, at uderummet i stigende grad er blevet det sted, hvor rygere kan ryge.
Og måske er det her, vi skal prøve at forstå hinanden.
Jeg beder ikke om, at du skal holde op med at ryge. Jeg beder ikke om, at du skal skamme dig over det. Og jeg vil bestemt ikke være røgpoliti.
Jeg beder bare om, at du ikke gør mit rum til dit rygerum.
For nylig stod jeg til en open air-koncert i Mølleparken. Omkring mig var der flere, der røg. Ikke bare en enkelt cigaret langt væk, men røg fra flere mennesker omkring mig.
Og så var der en familie: Mor, far og to små drenge.
Det var tydeligt, at forældrene gerne ville give deres børn en god koncertoplevelse. Lade dem mærke musikken, stemningen, samværet og fællesskabet. Det syntes jeg egentlig var dejligt.
Men far skulle ryge.
Hele tiden.
En cigaret eller en puffbar næsten hvert minut. Sammen med fire andre rygere omkring mig blev røgen en konstant del af min koncertoplevelse.
Jeg kunne selvfølgelig flytte mig.
Men hvor skal jeg så flytte mig hen?
Det er et mærkeligt princip, at den, der ikke tilfører omgivelserne røg, forventes at være den, der flytter sig for at undgå den.
Jeg siger ikke, at rygere skal forbydes fra parker, koncertpladser eller udeserveringer. Jeg efterlyser bare hensyn.
Hvis man kan vente en time på en cigaret under en koncert, så kunne man måske gøre det. Hvis man sidder på en restaurantterrasse, kunne man måske finde et sted, hvor røgen ikke driver direkte over til bordet ved siden af.
For det handler ikke om at bestemme over andre.
Det handler om, at friheden til at ryge ikke automatisk skal betyde, at alle andre skal være medrygere.
Jeg har selv været den, der syntes, at andre blandede sig for meget i min cigaret. Derfor ved jeg også, hvor svært det kan være at se problemet fra den anden side.
Men i dag håber jeg, at rygere også vil prøve at se mit perspektiv.
Jeg vil ikke tage din cigaret fra dig.
Jeg vil bare gerne have lov til at være til koncert uden at ryge med.
