Folketingskandidat Timm Bøttger, SF, skriver:
Min nevø burde bruge sin energi på at lege og lære. I stedet har han og hans forældre brugt måneder på at kæmpe for at blive taget alvorligt.
Længe blev der tvivlet. Var det bare en fase? Først efter lang tid blev han henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrien. Familien åndede lettet op, da henvisningen gik igennem.
Men lettelsen varede kun kort
Han har fået en tid. Den ligger først om et år. Et år i et barns liv er ikke bare 12 måneder. Det er tabt skolegang, forværret angst og en familie, der må bære ansvaret alene, mens kalenderen tæller ned.
Hans historie er ikke en undtagelse. Den er blevet hverdag for mange. Alt for mange.
Vi har vedtaget en 10-årsplan for psykiatrien. Det er et skridt i den rigtige retning. Men børn, der mistrives i dag, kan ikke vente ti år på, at systemet fungerer.
Vi ville aldrig acceptere, at et barn med et brækket ben skulle vente et år på behandling. Alligevel accepterer vi det, når det gælder psykiske lidelser.
Det bør vi ikke.
Som folketingskandidat for SF vil jeg arbejde for en reel national behandlingsgaranti i Børne- og Ungdomspsykiatrien med en fast maksimal ventetid. Jeg vil sikre øremærkede penge, så psykiatrien ikke drukner i brede sundhedsaftaler. Og jeg vil give børn ret til støtte i skolen, mens de venter på udredning og behandling.
Ord om mistrivsel er ikke nok. Systemet skal reagere, når børn har brug for hjælp – ikke når kalenderen passer.
Ingen familie burde skulle kæmpe så hårdt for at blive hørt.


