Byrådsmedlem Niels Benjamin Sørensen, Danmarksdemokraterne, skriver:
Jørgen Jørgensen fra SF skriver i sit seneste læserbrev, at man i stedet for at nedlægge Integrationsrådet burde forsøge at redde det ved at justere på rådets evt. fejl og mangler. Herudover mener Jørgensen, at vi i Danmarksdemokraterne vil ofre Integrationsrådet til fordel for en populistisk dagsorden, der minder Jørgen Jørgensen om Donald Trump.
Jovel – nu er det jo ikke første gang, at Jørgen Jørgensen har beskyldt os i Danmarksdemokraterne for at minde om Donald Trump. Ja, det sker vel efterhånden hver gang, at man i SF er uenige i vores politik og mangler gode argumenter for at være imod.
Hvis vi nu i stedet for den trættende retorik holder fokus på de saglige argumenter, så er det værd at hæfte sig ved, at det ikke er første gang, at Integrationsrådet er kommet i modvind. Tilbage i december 2013 blev der nemlig også stillet forslag i Byrådet om at nedlægge Integrationsrådet. Også dengang var argumentet det ringe afkast. Forslagsstillerne argumenterede for, at der var få, der mødte op til rådets møder, og at der kom meget lidt brugbart retur fra rådet. I stedet for at nedlægge Integrationsrådet valgte det øvrige byråd at give det mere indflydelse med håb om, at det skulle sætte skub i Integrationsrådets arbejde.
Nu er der så gået mere end 12 år siden, og så kunne man jo tro, at alt er i den skønneste orden, eftersom rådet stadig eksisterer. Hvis vi imidlertid kigger på møderne de sidste fire år, så har rådets medlemmer en gennemsnitlig fraværsprocent på omkring 36 procent til møderne i Integrationsrådet. Det står faktisk så skidt til, at Forvaltningen den 24. august 2023 indstillede til, at Integrationsrådet begyndte at ekskludere de medlemmer, der ikke mødte op og påbegyndte rekrutteringen af nye medlemmer midt i valgperioden for at fylde de tomme stole. Det ser da også ud til at have hjulpet, idet fraværet nu er faldet til omkring 32 procent for perioden efter 24. august 2023.
Kigger man på de konkrete output, der er kommet fra Integrationsrådet, så kan man se, at rådet de sidste fire år har givet fire høringssvar. Tilsammen udgør de fire høringssvar ca. 4,2 normalsider, som rådet har udarbejdet over 26 møder. Jovist – rådet har også beskæftiget sig med andet; men hvis nu SF faktisk ønskede at forholde sig til fakta, så tror jeg egentlig, at selv Jørgen Jørgensen kan se, at Integrationsrådet har udtjent sin værnepligt. Og mon ikke at det er netop det – manglen på gode argumenter – der atter får Jørgen Jørgensen til at smide Trump-kortet?



