Byrådskandidat Jesper Kock, Socialdemokratiet, skriver:
Når jeg går gennem Sønderborg med Svend på skuldrene og hans hænder strakt mod himlen, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg stiller op.
For det handler ikke kun om min søn. Det handler om alle børn. Om at give dem noget at stå på. Nogen, der løfter. Der findes børn, der har alt, hvad de behøver – og børn, der kæmper med alt for meget. Børn, der passer ind, og børn, der falder udenfor. Jeg har mødt mange af dem. Som far, som underviser og som menneske. Og jeg tror, vi er nødt til at ændre vores blik. Vi skal ikke dele børn op i “normalområdet” og “særlige behov”. Vi skal se mennesker – ikke kasser.
Jeg husker en dag, hvor jeg underviste en skoleklasse fra Sønderborg i madlavning. De kom ud for at prøve kræfter med at bage. Det var en flok glade børn, fulde af energi – og nogle lidt mere stille typer. Der var én dreng, der holdt sig lidt i baggrunden. Han deltog, men sagde ikke meget. Da vi skulle i gang med dejen, spurgte jeg, om han ville prøve at ælte den. Han tøvede et øjeblik, men så gik han i gang.
Der gik ikke lang tid, før han stod med hænderne fulde af dej og et lille smil på læben. Han sagde ikke så meget, men man kunne se, at han syntes, det var sjovt – og at han blev lidt stolt over, at han kunne. Det var bare en formiddag. Fire timer med mel, grin og lidt kaos i køkkenet.
Men nogle gange skal der ikke mere til. Et barn, der får lov at lykkes. At blive set. Det er dét, et løft kan være. Men det kræver mere end gode oplevelser. Det kræver handling. Hvis vi virkelig vil løfte børnene – alle børn – så skal vi turde gøre tingene lidt anderledes. Her er fem ting, jeg vil arbejde for i Sønderborg Kommune:
En tidligere og klogere indsats for børn, der stikker ud
Sønderborg har nogle af landets bedste normeringer – og det skal vi være stolte af. Men selv i en kommune med mange dygtige pædagoger er der børn, som ikke bliver fanget tidligt nok. Hvis et barn skiller sig ud, er der ofte kun to veje:
Enten skal det have svært ved sproget eller motorikken, eller også skal det være så udfordret, at man begynder en lang vej mod en diagnose.
Alt for mange børn og forældre bliver fanget imellem de to yderpunkter. Jeg vil arbejde for, at vi kan lave mindre, hurtige indsatser, hvor fagpersoner får tid og rum til at vurdere og forstå barnet, så vi bliver klogere – ikke bare hurtigere til at sætte mærkater på. Den rette hjælp skal sættes ind, mens barnet stadig trives, ikke først når det bryder sammen.
Mindre papir – mere pædagogik
I Sønderborg viste ældreområdet, at man kan frigive tid ved at rydde op i alt det, der ikke giver værdi og er lovpligtigt.
Den samme tanke skal vi tage med over til børnene.
Når pædagoger og lærere bruger for meget tid på skemaer og registreringer, mister vi noget af det vigtigste – nærværet og relationen til barnet.
Jeg vil arbejde for, at vi fjerner unødvendigt papirarbejde og giver medarbejderne tid og frihed til at være tæt på børnene.
Det handler ikke om at løbe hurtigere, men om at bruge kræfterne der, hvor de gør en forskel – hos børnene.
Fællesskaber, der favner alle børn
Nogle børn har aldrig haft et fodboldhold, et kor eller et sted, hvor de hører til.
Jeg vil arbejde for, at alle børn får mulighed for at være en del af et fællesskab – uanset forældrenes økonomi, eller hvordan de passer ind.
Det kan være gennem fripasordninger, samarbejde med foreninger og støtte til lokale ildsjæle, der tør række ud til dem, der står udenfor.
Når et barn får lov til at være med – så vokser både barnet og fællesskabet.
Bro mellem skole og virkelighed
Skolen må ikke være en ø, og fritiden må ikke være løsrevet fra hverdagen.
Jeg vil arbejde for, at børn møder praktiske, kreative og virkelighedsnære tilbud,
hvor de lærer med hænderne – og oplever, at det, de lærer, giver mening.
Det kan være samarbejde med erhvervsliv, naturvejledere, håndværkere eller kulturprojekter.
Når børn mærker, at de kan noget – og at det betyder noget – så bliver de stolte og motiverede.
Mad, der løfter børnene
Mad er ikke kun noget, der skal mætte – det er læring, fællesskab og livsduelighed. I Sønderborg har de fleste daginstitutioner allerede gode madordninger, og det er et stærkt fundament. Men i skolerne er mad stadig noget, man spiser, ikke noget, man lærer af.
Jeg vil arbejde for, at vi får rigtige madskoler, hvor børnene på skift er med til at lave skolens frokost. De skal lære om råvarer, samarbejde, smag, hygiejne og ansvar – og mærke stoltheden ved at skabe noget, som andre har glæde af. Forsøget på Nordalsskolen viser, at det kan lade sig gøre at tænke anderledes omkring måltidet.
Lad os bygge videre på det og skabe skoler, hvor mad ikke kun er frokost, men en del af dannelsen. Når børn får lov til at lave maden selv, vokser de i både ansvar, nysgerrighed og fællesskab. Børnene tegner fremtiden. Men de har brug for, at vi voksne skaber rammen. Det kræver, at vi står sammen – politikere, forældre, pædagoger, lærere og naboer.
For når vi løfter børnene, løfter vi hele Sønderborg. Jeg tror på, at vi kan skabe en kommune, hvor alle børn – uanset hvem de er, og hvor de kommer fra – kan mærke, at de hører til. Hvor der er plads til drømme, fejl og forskellighed. Hvor børnene føler, at nogen ser dem. Så når jeg løfter Svend på mine skuldre, gør jeg det med en tanke i hjertet:
Han skal se længere, række højere og tro på, at verden er åben. Men sådan skal alle børn i Sønderborg have det. Lad os sammen løfte børnene – så de kan nå deres drømme.
