Byrådsmedlem Vivi Brit Nielsen, Venstre, skriver:
Der er flere borgere, som har henvendt sig til mig, fordi de er bekymrede. De bekymrer sig om manden, der bor nede på stranden. Det glæder mig, at folk faktisk er optaget af hans situation og viser omsorg. Hvad det handler om, ved måske kun han selv. Men netop derfor mener jeg, at det er endnu vigtigere, at vi arbejder med de ting, jeg beskriver her i læserbrevet.
Allerede inden jeg begyndte i Byrådet, har jeg været nysgerrig på, hvordan vi kan tænke anderledes. Når det gælder hjemløshed, er vi nødt til at se ud over de vante rammer. Selvfølgelig skal alt ske inden for lovens grænser, men vi skal bruge de muligheder, der findes, og turde være mere fleksible. For sandheden er, at det ikke er alle, der kan trives i en almindelig lejlighed eller et hus.
Vi har mange gange set, at når mennesker med særlige udfordringer flytter ind i en lejlighed med naboer rundt om sig, så ender det galt. De bliver smidt ud, eller også får de det psykisk dårligere. Når vi allerede ved, at det sker, kan vi ikke blive ved med at gøre det samme.
I stedet må vi være nysgerrige og spørge borgerne selv: Hvad er dine ønsker? Ikke konkludere på forhånd, hvad vi synes, de burde ønske. For ellers risikerer vi ikke bare at overse den enkeltes behov – vi risikerer store menneskelige konsekvenser. Og samtidig koster det os dyrt i den kommunale kasse at blive ved med at gøre det samme, selvom vi kan se, at det ikke virker.
Jeg er også sikker på, at der er naboer, som har følt sig utrygge i forhold til en beboer, der har haft svært ved at fungere i en almindelig lejlighed. Når vi tænker i andre boligformer, skaber vi en større helhed: både beboeren og naboerne får bedre rammer. På den måde bliver der plads til os alle.
Et stærkt eksempel kommer fra psykiatrien: En krigsveteran udskrev sig selv igen og igen, selvom han var i meget dårlig tilstand. Man kunne ikke forstå det – indtil man begyndte at tænke anderledes. Løsningen blev et shelter på sygehusets område. Det gjorde, at han følte sig tryg og derfor valgte at blive. Nogle gange skal der ikke mere til – bare man møder mennesker på en måde, der giver mening for dem.
Her i Sønderborg er vi allerede i gang. På Mågevænget i Ulkebøl arbejder Kirkens Korshær, Psykiatrien og Sønderborg Kommune sammen om Husene – små boliger med støtte til de allermest udsatte. Her møder man mennesker i øjenhøjde og hjælper dem videre gennem små, realistiske skridt.
Også på Vøl-Bogade er Kirkens Korshær på vej med udslusningsboliger. Det er en tryg mellemstation for mennesker, der ikke kan springe direkte fra herberg til en almindelig bolig. Endnu et eksempel på, at vi kan skabe løsninger, der passer bedre til den enkeltes behov.
Vi skal længere ud af boksen. For hvis vi virkelig vil hjælpe, skal vi sætte mennesket først. Vi skal turde møde folk på deres præmisser og skabe løsninger, der passer til dem – ikke kun til flertallet, der allerede kan klare sig i de rammer, vi har i dag.
Først når vi gør det, kan vi sikre, at ingen mennesker ender med stranden som hjem.
