Spidskandidat Susanne Blegvad Posselt, SF, skriver:
Det fylder meget – og det bevirker en konstant dårlig samvittighed hos os, der står midt i det. Jeg har selv prøvet at stå med alt for lidt støtte i min klasse, fordi der var større behov andre steder. Det er virkeligheden på mange skoler.
Støtten forsvinder, når der mangler vikarer. Den forsvinder, når pædagoger har fri eller er syge – for de bliver ikke dækket ind. Der skal så lidt til, før læsset vælter, støtten forsvinder, og man som lærer står helt alene med hele opgaven.
Vi oplever børn, der siger, at de ikke vil leve. Vi oplever børn, der slår andre – og værre. Og midt i det hele skal vi prøve at få en almindelig skoledag til at fungere for alle de andre elever.
Det er dyrt at hjælpe et barn videre til et bedre tilbud. Det koster omkring 243.000 kr. om året pr. elev, så længe barnet går i folkeskolen. Og det føles nogle gange, som om hjælpen trækkes unødigt længe, fordi man håber at spare både år og penge.
Skolerne forsøger alt for at hjælpe de elever, der ikke trives – men hvem hjælper de andre børn, som dagligt må tåle uro, voldsom adfærd og mistrivsel i klasseværelset?
Hvis vi virkelig vil lykkes med inklusion, må vi være ærlige om, hvad det kræver. Vi skal turde opdele efter behov – ikke alle børn med støttebehov har brug for det samme. Vi skal turde spørge: De elever, der i dag sidder i specialklasser på folkeskolerne – er det realistisk, at de på sigt kan inkluderes i almindelige klasser? Eller er det i virkeligheden allerede sådan, at de elever, der kan inkluderes, allerede er inkluderet – men bare under alt for dårlige forhold?
Hvad vil vi med inklusion? I SF mener vi, at inklusion skal være meningsfuld – ikke tvangsinklusion. Der må ikke gå sparelogik i det. Intet barn skal have det så skidt i skolen, at de ender med at råbe om hjælp ude på gangene. Og ingen børn skal blive så belastet af deres klassekammeraters mistrivsel, at det går ud over deres egen tryghed og læring.
Lad os være ærlige over for forældre og borgere i Sønderborg: Vi har brug for investeringer. Ikke bare i kompetenceudvikling – men i hænder, struktur og tryghed. Børn i vores klasser udsættes for alt for meget. Og nu bliver vi bedt om at tage endnu mere ind.
Det holder ikke. Det er ikke værdigt for nogen af børnene.
